Dej:
150 g smør
150 g hvedemel
50 g sukker
1 æggeblomme
1 spsk fløde
Creme:
4 æggeblommer
50 g sukker
2 ½ dl mælk
kornene af 1 stang vanilje
2 tsk majsstivelse
Fyld:
6 store marcipanmakroner
400 g brombær (frost)
2 spsk mandelflager
4 spsk ribsgelé
Smuldr smørret i melet og bland sukkeret i. Saml dejen med æggeblommen, der er rørt sammen med fløden. Bred dejen ud i en tærteform beklædt med bagepapir og sørg for at trykke dejen godt op ad kanten hele vejen rundt. Forbag bunden på næstnederste rille ved 190ºC i 15 min.
Bring mælken i kog med vaniljekornene. Rør æggeblommer og sukker sammen og rør majsstivelsen i. Rør den spilkogende mælk i. Kom cremen tilbage i gryden og fortsæt med at røre, til den koger. Lad den koge igennem i 1-2 min. Hæld cremen over i den forbagte bund, sæt den tilbage i ovnen og bag den yderligere i 15 min.
Lad tærten køle af og tag den ud af formen. Knus makronerne groft og drys dem over cremen, drys med mandelflagerne og læg de optøede brombær på. Smelt ribsgeléen i en lille gryde, og overtræk bærrerne med den flydende gelé.