Opskriften på denne varme pie kommer fra Alsace i det
nordlige Frankrig. Retten er fyldig, så desserten er en let og forfriskende
kold suppe med rabarber og is.
FRANSK PIE MED KRYDRET SVINEKØD OG SALAT
4-6 personer. Arbejdstid: 45 min. Hviletid: 30 min. Bagetid:
ca. 45 min.
#
750 g hakket svinekød
2 tsk salt og friskkværnet peber
½ tsk muskatnød
1 lille løg
2 fed hvidløg
3 æg 2 dl mælk
2 ruller butterdej (ca. 500 g)
Tilbehør:
brøndkarse
grøn salat med olie/ eddike-dressing
evt. flûte eller andet brød
*
Rør kødet sejt med salt.
Krydr med peber og fintrevet muskatnød, og tilsæt finthakket
løg og hvidløg.
Rør 2 æg og 1 æggeblomme i kødblandingen.
Gem 1 æggehvide til pensling.
Rør farsen godt igennem, og tilsæt gradvist mælk.
Lad farsen hvile i ca. 30 min. i køleskab.
Læg de 2 stykker butterdej ved siden af hinanden i en
springform (24 cm).
Dejen skal overlappe hinanden.
Pensl hele dejen inde i formen med æggehvide.
Fordel farsen i et jævnt lag på dejen.
Fold dejen hen over farsen, så der kommer et hul til
"skorsten" i toppen.
Pensl dejen med resten af æggehviden.
Bag pien ved 175 °C i ca. 45 min., til dejen er gylden.
Farsen skal have en kernetemperatur på 80 °C målt med
stegetermometer.
Server pien med brøndkarse, grøn salat med dressing og evt. flûte.
RABARBERSUPPE MED VANILJEIS
4 personer. Arbejdstid: 20 min. Kogetid: ca. 5 min.
#
300 g rabarber
4 dl vand
100 g sukker
½ vaniljestang
2 tsk kartoffelmel
1 lime (saft)
Tilbehør: ½ liter vaniljeis
*
Rens rabarberne, og skær dem i små stykker.
Bring vand, sukker og kornene af vaniljestangen i kog.
Tilsæt rabarberne, og kog i få min.
Rør kartoffelmel ud i limesaft.
Tag gryden af varmen, rør jævningen i den næsten kogende
suppe, og smag til med sukker og lime. Afkøl suppen.
Server rabarbersuppen iskold med vaniljeis.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin