Pandekager egner sig utrolig godt til raclette. De er et godt alternativ til kartofler og brød. Med lidt øvelse og tålmodighed kan pandekagerne laves i de små radettepander og danne basis for mange lækre retter.
I stedet for at vende pandekagerne kan man først stege dem i panderne under grillpladen og dernæst stille panderne ovenpå grillpladen, indtil de er færdigstegte.
Hvis man skal have mange gæster kan det være en fordel at stege pandekagerne på en almindelig stegepande på forhånd. Så går den videre tilberedning hurtigere, idet de færdige pandekager så blot skal svøbes om fyldet og gratineres - eller fyldet kan lægges ovenpå.
Usødede pandekager til 4 personer:
100 g hvedemel
2 æggeblommer
2 dl fløde 13%
50 g smør
salt
A. Hvedemel piskes med fløde.
Æggeblommer og salt tilsættes, og det piskes til en tyndtflydende dej, dog ikke så tynd som til almindelige pandekager.
B. Bages i olie eller smør til små tynde pandekager.
C. Pandekagerne kan nu fungere som bund for forskelligt fyld, eller de kan rulles omkring fyldet og gratineres.