Røget ørred er god at lave en creme af. Server ørredcremen
på tynde skiver ristet rugbrød som en lille snack eller som en appetizer før
middagen.
Arbejdstid: 25 min. 6-8 personer
#
250 g helt rugbrød
100 g røget ørred
100 g cremefraiche 38%
1 økologisk citron
peber i kværn
8 radiser
1 bundt purløg
*
SKÆR rugbrødet i 3 mm tynde skiver og halver dem diagonalt
til trekanter.
Læg brødet ud på bageplader med bagepapir og bag dem ved 150
°C i 15-20 min.
Lad brødet køle af.
FJERN eventuelle ben fra fisken.
Blend ørreden fint i en foodprocessor eller minihakker.
PISK cremefraiche og ½ tsk fintrevet citronskal tykt med en
håndmikser.
Rør det sammen med ørredpureen og smag til 1-2 spsk
citronsaft og friskkværnet peber.
Smør ørred cremen ud på rugbrødsstykkerne.
RENS radiserne og skær dem i små terninger.
Snit purløgene fint. Drys det på toppen.
TIPS: Du kan også anrette ørredcremen på et lille fad og
drysse med radiser og purløg. Server de sprøde rugbrød ved siden af og lad
gæsterne dyppe eller smøre.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin