Mellemmåltiderne er uundværlige, når du vil tabe dig. Det gælder blot om at vælge de sunde af slagsen.
Mellemmåltider virker bremsende på, at du spiser for meget til hovedmåltiderne. Du kan bedre kontrollere de mængder, du indtager, når du ikke er ved at falde om af sult, og det bliver også nemmere at spise i et mere behersket tempo og nyde maden mere. Mellemmåltider holder dit blodsukker stabilt, så du også nemmere kan beherske din lækkersult. Med andre ord er dine mellemmåltider uundværlige.
Max 3 timer i mellem
Derfor skal der max gå 3 timer mellem dagens i alt 5-6 måltider. Det vil for de fleste være passende med 2-3 mellemmåltider – et om formiddagen, et om eftermiddagen og evt. et sidst på aftenen. Det giver din krop en ideel vekslen mellem moderat sult og moderat mæthed. Hvis du spiser sen aftensmad, kan det være, du skal have to mellemmåltider om eftermiddagen og ikke et sidst på aftenen.
Mellemmåltidernes funktion er at give dig mæthed, så derfor er det godt at vælge groft brød eller groft knækbrød med mager ost eller pålæg suppleret med grøntsager og frugt. Prøv det – det virker.
Forslag til mellemmåltider
Mellemmåltiderne her kan bruges formiddag, eftermiddag og sen aften. Hvis du føler sult, kan du altid supplere med ekstra grøntsager og et stykke frugt ekstra om dagen. Grøntsager indeholder mange gode vitaminer og kostfibre, men ikke særlig mange kalorier.
Frugt har også gode vitaminer og kostfibre, men frugt indeholder også en del frugtsukker, så hvis du gerne vil ned i vægt, kan frugt i mængder over 3-400 g pr. dag være med til, at vægttabet går langsommere. Men frugt er dog langt bedre end kager, chips, slik og chokolade, der er de rene kaloriebomber ved siden af.
Mellemmåltider:
2 dl mager surmælksprodukt med 2 spsk müesli eller grovflakes - 120 kcal.
½ skive rugbrød med 1 spsk frisk ost pyntet med peberfrugt og radise - 100 kcal.
100 g frisk frugtsalat fx af kiwi, æble, pære appelsin med vaniljecreme rørt af 3. spsk skyr/græsk yoghurt 2 % med 1 tsk vaniljesukker - Uden vaniljecreme: 50 kcal. Med vaniljecreme: 100 kcal.
½ skive rugbrød og ½ banan - 100 kcal.
2 dl cocio light og 1 skive groft knækbrød - 110 kcal.
½ skive fiberbrød med 1 spsk mager smøreost eller frisk ost pyntet med agurk og peber frugt - 95 kcal.
2 dl kærnemælk blendet med lidt bær (som hindbær eller jordbær) og 1 tsk sukker Drys med ½ dl havrefras - 120 kcal.
2 stk fiberkiks med 3 spsk mager hytteost eller rygeost og purløg, rødløg og radise - 70 kcal.
1 skive groft knækbrød og 1 pære - 90 kcal.
½ skive rugbrød med 1 skive magert pålæg pyntet med salat, sennepspickles og karse - 75 kcal.
1 kop grønsagssuppe og ½ grahamsbolle - 110 kcal.
½ skive grovbrød med 1 skive pålægschokolade og ½ banan - 120 kcal.
1 skive groft knækbrød og ½ dl (25 g.) tørrede frugter - 100 kcal.
2 dl kærnemælk med citronsaft og 1 tsk vaniljesukker og 2 spsk grovflakes - 150 kcal.
2 stk grove skorper med 2 tsk honning - 160 kcal.
--