Ordet "spege" er i denne forbindelse anvendt i betydningen "at salte", men det betyder også "at tørre", "røge", og "konservere". Ordet er afledt af et germansk adjektiv med grundbetydningen tynd, smal, mager, tør. Men spegesilden skulle ikke gerne blive hverken tynd, smal, mager eller tør. De sild, der anvendes til spegesild, skal være fede. Bedst egnede er høstsildene, som ikke har kastet rognen;
efter kastningen bør sildene ikke anvendes, da de bliver tørre og hårde. De kaldes så "blodsild" og kan ikke ændres ved senere behandling. De absolut friskfangede sild skal gælles og renses, men de må ikke udtages. Hverken hoved eller hale fjernes, og de må ikke skylles eller vaskes. De lægges i stærk saltlage natten over, idet der anvendes 1 kg salt til 3 l vand. Herefter nedlægges sildene med indvolde og hoved i salt i 1-4 måneder. Sild, der er rensede, kan ikke modnes på samme måde, da det er enzymer i kødet i forbindelse med bakterier i indvoldene, der betinger sildenes modning.