Logo

Vidunderlig frugt når du griller

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vidunderlig frugt når du griller

Grillet frugt er en dejlig afslutning på et grillmåltid. De fleste bløde frugter og nogle hårde, for eksem­pel æbler og pærer, kan grilles, men de mest popu­lære er ofte de lidt mere eksotiske frugter som ana­nas, bananer og mango. Uanset hvilken frugt du vil grille, så sørg for at gøre stegeristen grundigt ren før brug og pensl den derefter med lidt olie (brug en olie, der stort set ikke har nogen smag, for ek­sempel jordnødde- eller solsikkeolie). Frugter skal kun grille så længe, at deres naturlige sukker ka­ramelliserer. Selvom ferskner og æbler kan grilles som tilbehør til kød og fisk, er de fleste frugter mest velegnede som dessert, og intet smager bedre end brandvarm frugt sammen med et par skefulde kold, blød is.

 

Frugter der er velegnede til grill:

 

● Abrikoser

Skær frugten midt over og kasser stenene. Sæt abri­koserne på spid og grill dem direkte med snitfladen nedad over mid­del varme i 6-8 minutter.

 

● Ananas

Skær toppen, bund og den tykke skræl af. Grav øjnene ud. Skær frugten i skiver og skær stokken ud med en lille kniv. Eller skær frugten i både og fjern stokken fra hver af bådene med en lille kniv. Grill ananas direkte over middel varme i 8-12 minutter.

 

● Bananer

Skær bananerne igennem på langs og grill dem med snitfladerne nedad, til der er kommet grillmærker. Vend dem og grill med skrællen nedad direkte over middel varme i 6-8 minutter.

 

● Ferskner

Skræl frugten, hvis du foretrækker den uden skind. Skær fersknerne i halve eller kvarte og grill dem direkte med snitfla­den nedad over middel varme i 8-10 minutter.

● Figner

Skær med en lille kniv et kryds i hver figen, så snittet går omkring tre fjerdedele ned. Åbn fignerne, så de ligner blomster. Grill fignerne direkte over lav varme i 8-10 minutter, til de er bløde.

 

● Jordbær

Grill hele jordbær direkte over middel varme i 4-5 min. Sæt jordbærrene på spid, så er de meget nemmere at vende.

 

● Mangofrugter

Skær frugterne i halve, fjern stenen og skær frugt­kødet i tykke skiver. Grill dem direkte over middel varme i 8-10 min.

 

● Nektariner

Halver frugterne på langs, fjern stenene og grill nekta­rinerne direkte med snitfladen nedad over middel varme i 6-8 min.

 

● Papajaer

Skræl frugten, hvis du foretrækker den uden skind. Skær papajaen i tykke både på langs og fjern de sorte kerner. Grill papaja direkte med snitfladen nedad over middel varme i 8-10 min.

 

● Pærer

Skræl pærerne, hvis du foretrækker dem uden skræl. Skær pærerne i halve eller kvarte og fjern kernehusene. Grill pærer direkte med snitfladen nedad over middel varme i 10-14 min.

 

● Æbler

Skræl eventuelt æblerne, men vær opmærksom på, at skrællen er med til at holde sammen på dem, hvis de grilles for me­get. Skær æblerne i halve, fjern kernehusene og grill æblerne direkte over middel varme i 15-20 min., mens de vendes en gang. Hele æbler kan grilles direkte over middel varm i 35-40 min.

 

● Frugtkebab

Prøv grillmesterens svar på frugtsalat. Skær de frugter, du har lyst til, i lige store stykker. Brug træ- eller bambusspid, da de saftige frugter er tilbøjelige til at dreje rundt på metalspid. Læg spiddene i blød i koldt vand i mindst ½ time før brug. Pensl stegeristen med olie og grill spid­dene direkte over middel varme i 6-10 min. Vend spiddene en gang under stegningen. Du kan pensle spiddene med en blanding af fly­dende honning og limesaft, når der mangler halvdelen af stegetiden.

 

Grillspid med blandet frugt er en saftig og farverig afslutning på et lækkert måltid under åben himmel.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,6 (8 stemmer)
Siden er blevet set 5.837 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Skal Danmark have nye sikre atomkraftværker?
Effektiv reklame - klik her