Kartoffelsalat hører sig til på buffetbordet, i picnickurven
og til grillmaden. Her får du en skøn opskrift på sommerens bedste kartoffelsalat.
Kongen over alle kartoffelretter, i hvert fald i grill-sammenhæng, er selvfølgelig kartoffelsalat.
#
8 mellemstore kartofler
saft fra ½ citron
3 spsk rapsolie
salt og friskkværnet sort peber
2 stilke blegselleri, finthakkede
2 grønne asparges
2 spsk finthakkede syltede agurker
2 spsk finthakket/skivet rødløg
5 æg, hårdkogte, pillede (selvfølgelig) og grofthakkede
2½ dl mayonnaise
1 spsk sennepspulver
2 spsk æblecidereddike
*
Kog kartoflerne med skræl til de er møre, men stadig faste.
Hæld vandet fra og lad kartoflerne køle så meget af at du kan holde på dem.
Pil kartoflerne og skær dem i små tern.
Hæld citronsaft og olie over og smag til med salt og peber.
Det er vigtigt at gøre dette før kartoflerne bliver kolde.
Tilsæt selleri, asparges, agurk, løg og æg.
Bland mayonnaise, sennep og eddike i en anden skål og rør det derefter forsigtigt sammen med kartoffelblandingen.
Tjek om der skal mere salt og peber i.