
 
Flæskestegen serveres med friskt grønt tilbehør. Desserten
er en sprød tærtebund fyldt med vaniljeflødeskum og syltede pærer og serveret
med en lun chokoladesauce. 
 
Forårsflæskesteg med
spidskål, radiser og ærter
4 personer. Arbejdstid: 30 min. Stege/kogetid. ca. 1 time og
15 min. 
 
#
1 kg svinekam med svær 
1 ½ spsk groft salt 
1 citron 
6-8 laurbærblade 
1 spidskål 
1 bundt radiser 
250 g fine ærter 
Tilbehør: pillekartofler 
*
 
Sørg for, at sværen på svinekammen er ridset helt ud i
siderne og helt igennem. 
Drys med groft salt, og gnid det ned mellem alle sværene. 
Læg stegen på citronskiver og laurbærblade i en bradepande. 
Hæld lidt vand i bunden af bradepanden. 
Stik et stegetermometer i midten af stegen. 
Sæt stegen i ovnen, og tænd på 200 °C. 
Steg i ca. 1 time, til centrumtemperaturen er 55 °C. 
Er sværen sprød, steges videre ved 200 °C, til
centrumtemperaturen er 65 °C. 
Er sværen ikke sprød, sættes temperaturen i ovnen op til 225
°C. 
Tag stegen ud af ovnen, og lad den hvile i ca. 15 min. 
 
Skær stokken ud af kålen, og del den i både. 
Rens radiserne. 
Kog kålen i ca. 5 min. i letsaltet vand, og tilsæt radiser
og ærter det sidste minut af kogetiden. 
Hæld kogevandet fra, og dryp grønsagerne af. 
Skær kødet i skiver, og anret med grønsager og kartofler. 
 
Pæretærte à la Belle
Helene
1 tærte til ca. 8 personer. Arbejdstid: 40 min. Hviletid:
ca. 30 min. Bagetid: 25 min. 
 
#
Tærtedej: 
125 g koldt smør 
175 g hvedemel 
50 g mandelmel (se TIPS nederst) 
1 lille æg 
ca. 3 dl tørrede bønner 
 
Fyld: 
1 stang vanilje 
100 g flormelis 
2½ dl piskefløde 
8 syltede pærer 
 
Chokoladesauce: 
100 g mørk chokolade 
1½ dl piskefløde 
*
 
Smuldr smør og mel sammen med mandelmel. 
Saml dejen med æg, uden at ælte den. 
Lad dejen hvile i køleskab i ca. 30 min. 
Rul dejen tyndt ud, og læg den i en tærteform (en aflang
eller rund 24 cm i diameter). 
Tryk siderne godt til i kanterne med en lille kugle dej. 
Prik bunden med en gaffel. 
Læg et stykke bagepapir eller stanniol i tærteformen, og
hæld tørrede bønner i. 
Bag bunden i ca. 25 min. ved 200 °C. 
Løft indlægget med bønnerne op af den forbagte tærtebund, og
afkøl den. 
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. 
Mos dem sammen med flormelis i en skål, og tilsæt
piskefløde. 
Pisk det til blødt skum, og bred det ud i tærtebunden. 
Skær de afdryppede pærer i mindre stykker, og læg dem
ovenpå. 
Hak chokoladen groft, og smelt den i lun piskefløde. 
Server chokoladesaucen til tærten. 
 
TIPS: Mandelmel er fintmalede, smuttede mandler. Du kan selv
lave mandelmel ved at tørre smuttede mandler på en bageplade ved 150 °C i ca.
15 min. og derefter male dem til fint mel i en foodprocessor. Til mere rustikke
kager, kan du undlade at smutte mandlerne. 
 
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin