
 
En marinade kan løfte smagen frem på en fantastisk måde. Her
marineres en herlig hjortesteg med soya, hvidløg og ingefær. 
• Marinaden indeholder intet fedt. 
• Andet vildt eller okse- eller kalvesteg kan også
tilberedes efter denne opskrift. 
Forberedelse 5 min. + marinering. Tilberedning 1½ time + 10
min. hvile. 4-6 portioner
 
# Råvarer til Hjortesteg soyamarineret
1 kg frossen hjortesteg 
1-1½ tsk salt 
½ tsk groftkværnet sort peber
MARINADE: 
1¼ dl soya 
3 fed hvidløg 
1 tsk frisk, reven ingefær 
3 dl vildtfond eller grønsagsbouillon 
SAUCE: 
stegesky + marinade 
2-3 dl fløde 13% 
2-3 spsk maizenamel 
 
* Fremgangsmåde: 
1 Bland soya, presset hvidløg, ingefær og bouillon. 
Puds evt. sener og fedt af stegen.
Læg stegen i en tyk plastpose, hæld marinaden over, luk
posen og lad marinere mindst 5 timer, gerne natten over. Vend stegen nu og da. 
 
2 Varm ovnen til 175 °C. 
Tag stegen ud af posen, dup den tør.  
Gnid stegen med salt og peber, stik et stegetermometer i, se
Tips & råd. 
Læg stegen i et fad og steg i ovnen til termometeret viser
70-75 °C. 
Det tager ca. 1½ time. 
Øs med lidt af marinaden under stegningen. 
Tag stegen ud, pak den i folie og lad den hvile mindst 10
min. 
 
3 Lav saucen: bland stegeskyen med resten af marinaden og
lad det koge nogle minutter. 
Si, spæd med fløden og jævn saucen med maizenamel udrørt i
lidt koldt vand. 
 
4 Skær stegen i tynde skiver og anret dem på varme
tallerkener. 
Server med sauce, kartoffelbåde, gelé og letkogte
sukkerærter. 
 
Tips & råd  
 

Sådan anvender du et stegetermometer: stik termometeret i
den tykkeste del af kødet, ind til midten. Steg ved 175 °C til termometeret
viser 70-75 °C. 
 

I en stegepose bliver kødsaften i posen og stegen behøver
ikke øses. 
Læg kødet i posen, luk den tæt til og stik termometeret
gennem posen. 
 
PR. PORTION: Energi: kcal 420 = kJ 1764 
Kulhydrat 11 g Protein 60 g Fedt 15 g (32%) Fibre <1 g