
 
Nyd den raffinerede smag af en mør, saftig bøf gratineret
under et krydret tomat og mozzarella-ostedække. Festligt.
• Kombiner med varme eller kolde grønsager og byd et godt
brød til. 
Forberedelse 25 min. Tilberedning 15 min. 4 Portioner 
 
# Råvarer til Gratinerede bøffer 
4 møre oksebøffer à 125-150 g filet eller mørbrad
4-5 store bøftomater 
1 løg 
3 spsk olie 
1 fed hvidløg 
1 tsk oregano 
½-1 tsk salt 
¼ tsk groft kværnet sort peber 
125 g (1 ost) mozzarella 
 
* Fremgangsmåde: 
1 Lad bøfferne få stuetemperatur, ca. 20 min. 
Skold og flå tomaterne. 
Del dem i kvarte og fjern kernerne. 
Skær frugtkødet i små tern. 
 
2 Pil løget og hak det fint. 
Opvarm 1 spsk af olien og steg løgene blanke. 
Pil hvidløget og pres det i. 
Tilsæt tomaterne og lad dem simre med i ca. 5 min. 
Krydr med oregano, salt og peber og stil til side. 
 
3 Skær mozzarellaen i skiver og derefter i strimler (brug
evt. en æggedeler). 
Varm ovnen til 250 °C eller tænd for grillen. 
 
4 Opvarm resten af olien på en teflonpande eller grillpande.
Dup kødet tørt og steg (grill) det 3 min. på hver side,
krydr med salt og peber og læg bøfferne ved siden af hinanden i et ovnfast fad.
Hæld tomatsaucen over og drys med mozzarellastrimler og evt.
lidt friskkværnet peber. 
 
5 Gratiner kødet i den hede ovn eller under grill 5-8 min,
til osten begynder at smelte. 
Server straks. 
 
Tips & råd 
 

Placer grillristen i den rette afstand fra grillen. 
Tyndere bøffer placeres højere oppe og tykkere længere nede.
 

Gratiner i mikroovn: Læg bøfferne i hvert sit fad og fordel
tomatsauce og ost ovenpå. 
Gratiner ca. 2 min. pr. bøf ved 600 W. 
Regn med at kødet bliver mere gennemstegt i en mikroovn end
i en almindelig ovn. 
 
SERVERINGFORSLAG
Letstegte zucchiniskiver og et nybagt sprødt brød, gerne
grahams-baguette og et glas rødvin smager godt til. 
 
PR. PORTION: Energi: Kcal 395 = kJ 1659 
Kulhydrat 7 g Protein 40 g Fedt 23 g (52%) Fibre 2 g