Nye kartofler er en af de dejligste grønsager, vi har. Spis
dem varme, lune eller kolde, til frokost eller middag. Sammen med et par
nyrøgede sild udgør de et af sommerens lækreste måltider.
De nye kartofler er en af sommerens himmerigsmundfulde.
Nyopgravede og nykogte findes der ingen bedre sommergrønsag.
Forhåbentlig er der ingen, der drømmer om at lave indviklede
opskrifter med nye kartofler. Det ville næsten være en dødssynd. Men måske
ville det være på sin plads med et par gode råd:
• Helt nyopgravede kartofler skal blot gnides eller skrubbes
under den kolde hane, inden de koges.
• Hvis man ikke kan skrubbe skrællen af, må man skrabe.
• Mange foretrækker at få de nye kartofler serveret med
skrællen på. Og hvis de er grundigt rensede inden kogningen, behøver man ikke
engang at pille dem.
• Kartofler skal sættes over i kogende vand tilsat ca. 2 tsk
salt pr. liter.
• Bring vandet hurtigt i kog igen, hvorefter der skrues ned
for varmen, så kartoffelvandet ikke bulderkoger.
• Kogetiden varierer efter størrelse. For små, nye kartofler
er den 10-15 min. Prøv dig frem.
Kartoflerne skal være møre, men faste.
• En dusk dild eller andet kryddergrønt, fx salvie, rosmarin
eller citronmelisse kan lægges i gryden til kartoflerne. Det giver en dejlig
smag.
• Når kartoflerne er færdige, hældes vandet straks fra. Læg
et dobbelt stykke køkkenrulle mellem gryde og låg og lad kartoflerne stå og
trække et par minutter.
• Serveres varme. Den enkleste anretning er simpelt hen med
koldt smør.