
 
Desserten er en sprød tærtebund fyldt med vaniljeflødeskum
og syltede pærer og serveret med en lun chokoladesauce.
1 tærte til ca. 8 personer. Arbejdstid: 40 min. Hviletid:
ca. 30 min. Bagetid: 25 min. 
 
#
Tærtedej: 
125 g koldt smør 
175 g hvedemel 
50 g mandelmel (se TIPS nederst) 
1 lille æg 
ca. 3 dl tørrede bønner 
 
Fyld: 
1 stang vanilje 
100 g flormelis 
2½ dl piskefløde 
8 syltede pærer 
 
Chokoladesauce: 
100 g mørk chokolade 
1½ dl piskefløde 
*
 
Smuldr smør og mel sammen med mandelmel. 
Saml dejen med æg, uden at ælte den. 
Lad dejen hvile i køleskab i ca. 30 min. 
Rul dejen tyndt ud, og læg den i en tærteform (en aflang
eller rund 24 cm i diameter). 
Tryk siderne godt til i kanterne med en lille kugle dej. 
Prik bunden med en gaffel. 
Læg et stykke bagepapir eller stanniol i tærteformen, og
hæld tørrede bønner i. 
Bag bunden i ca. 25 min. ved 200 °C. 
Løft indlægget med bønnerne op af den forbagte tærtebund, og
afkøl den. 
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. 
Mos dem sammen med flormelis i en skål, og tilsæt
piskefløde. 
Pisk det til blødt skum, og bred det ud i tærtebunden. 
Skær de afdryppede pærer i mindre stykker, og læg dem
ovenpå. 
Hak chokoladen groft, og smelt den i lun piskefløde. 
Server chokoladesaucen til tærten. 
 
TIPS: Mandelmel er fintmalede, smuttede mandler. Du kan selv
lave mandelmel ved at tørre smuttede mandler på en bageplade ved 150 °C i ca.
15 min. og derefter male dem til fint mel i en foodprocessor. Til mere rustikke
kager, kan du undlade at smutte mandlerne. 
 
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin