Det er boller med en blød skorpe, der dufter og smager svagt af vanilje. Hvis du ikke ønsker denne duft/smag udelades vaniljesukkeret. 
50 g gær 
ca. 6 dl lunkent vand 
1 tsk salt 
3 spsk sukker 
90 g knækket hvede 
110 g solsikkekerner 
½ dl A-38 eller kærnemælk 
900 g hvedemel 
2 spsk vaniljesukker 
Evt. lidt olie, fx vindruekerneolie 
1. Den knækkede hvede stilles evt. i blød natten over eller koges 4 minutter. Afkøles derefter. 
2. Solsikkekernerne ristes 5-6 minutter ved 200ºC midt i ovnen. Når de er afkølet knækkes de, dvs. hakkes meget groft - lad nogle forblive hele. 
3. Gæren udrøres i det lunkne vand og salt, sukker, hvede- og solsikkekerner og A-38 eller kærnemælk blandes i. 
4. Vanillesukker blandes i melet, som tilsættes kerneblandingen lidt efter lidt, mens der røres. Når dejen begynder at slippe skålen, lægges den ud på bordet. Dejen æltes godt, evt. med olien. 
5. Læg dejen i en skål med et viskestykke over og stil den lunt i ca 45 minutter. 
6. Slå dejen ned og form det ønskede antal boller. Lad dem efterhæve ca. 20 minutter. 
7. Bollerne pensles med vand og dekoreres evt. med solsikkekerner. De stilles i ovnen ved 200ºC, eller hvis du anvender varmluftovn, ved 180ºC i ca. 18 minutter.