
Disse små lækre marmorkager vil mange nikke genkendende til, så glæd jer til at stifte bekendtskab med dem. 
 
18 cupcakes: 
Chokolade-vanilje marmor 
225 g hvedemel 
2 tsk bagepulver 
180 g smør ved stuetemperatur 
200 g sukker 
2 æg delt i blommer og hvider 
1 knivspids salt til æggehviderne 
ca. ¾ dl sødmælk 
1 tsk vaniljeessens 
1 spsk kakao
 
Sort og hvid glasur:
300 g flormelis 
4 spsk kogende vand (mere eller mindre - afhængigt af konsistensen) 
30 g mørk chokolade 
chokoladeknapper til pynt 
 
A. Varm ovnen op til 180°C. 
Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål. og stil den til side. 
 
B. Rør smør og sukker sammen i køkkenmaskinens store skål, til det er lyst og luftigt. 
Tilsæt æggeblommerne, og rør dem i. 
Tilsæt skiftevis de tørre ingredienser og mælken, og rør godt mellem hver gang. Del dejen i to skåle, og rør den ene del med vaniljeessens, den anden med kakao. 
 
C. Pisk æggehviderne med 1 knivspids salt, til de danner stive toppe. 
Del dem i to, og vend dem i hver sin slags dej. 
 
D. Fyld papirformene ca. ⅔ op med skiftevis 1 stor tsk af den lyse og den mørke dej. 
Det ser ikke ud, som om dejen bliver blandet, men den vil være "marmoreret", når den er bagt. 
Bag kagerne i 25 minutter, eller til en tandstikker stukket ind i midten, kommer ud uden dej. 
 
Glasur: Kom flormelisen i en skål. og tilsæt 1 spsk kogende vand ad gangen, mens du rører. 
Glasuren skal være meget tyk, men alligevel nem at smøre ud. Del den, og kom den i to skåle. 
Stil den ene skål glasur i en gryde med simrende, men ikke kogende vand, og læg chokoladen i. 
Rør i glasuren, og tag den væk fra varmen, lige så snart chokoladen er smeltet. Fordel den endnu varme glasur på kagerne - halvt hvid, halvt chokolade. 
Læg en chokoladeknap midt på hver kage. 
Lav evt. en lille dekoration med glasuren som vist på fotoet.