Du burde spise meget mere kaninkød, end tilfældet er. Kaninkød er noget af det sundeste kød, der findes. Kødet er lyst, magert, meget nærende og ledt fordøjeligt med lavt vandindhold, som gør det lige velegnet til såvel hverdagsmad som festmad, skånemad og slankemad. En kanin giver let kød til fire personer. De bedste redskaber til partering og udskæring, er et stort spækbræt, og en god skarp kniv og evt. en fjerkræsaks. Det er nemmest at arbejde med kødet, hvis det er køligt, det har derfor godt af en lille tur i fryseboksen eller koldt vand, for at køle af inden partering .
Forbovene skæres fra, bedst til stegning, eller sammen med hele forpartiet til fx. fars. Bugstykkerne skæres fra, fx. til fars, rullepølse eller småkød. Baglårene skæres fra, således at hoftebenet bliver siddende tilbage. Disse udbenes eller anvendes som de er til stegning. Kødet er godt til småkød, fars og koteletter. Ryggen skæres fra forparten lige bag sidste ribben og skråt frem, dette er kaninens mest kødfulde del og deles i flere stykker, eller kødet skæres fri til to mørbradlignende stykker.
Alle ben er gode suppeben. Af en kanin får man ca. 500 g suppeben.