
 
Disse skønne,
smørbagte morgenhorn skal forberedes i god tid. Til gengæld skal de blot kommes
i ovnen og bages om morgenen. Husk at nyde dem, mens de er lune! 
16 stk. Arbejdstid:
45 min. Hævetid: 5-12 timer. Bagetid: 12 min. Fryseegnet 
 
#
25 g gær 
550 g hvedemel extra
(med højt glutenindhold) 
125 g smør 
2 dl mælk 
3 æg str. L 
50 g sukker 
1½ tsk groft salt 
Pensling: 1 æg 
*
 
Smuldr gæren ud i
melet. 
Smelt smørret, og
pisk det sammen med mælk, æg, sukker og salt. 
Tilsæt melet, og ælt
dejen godt igennem. 
Lad den hæve
tildækket til dobbelt størrelse (ca. 2 timer). 
 
Læg dejen på en
bageplade med bagepapir drysset med mel, og form den til et rektangel. 
Dæk dejen med film,
og sæt den i køleskab i 2 timer. 
 
Vend dejen ud på et
meldrysset bord, rul den evt. lidt tyndere ud (den skal være ca. 40x60 cm), og
skær den igennem på langs. 
Del hvert dejstykke
i 8 trekanter, læg evt. fyld på (se TIPS), og rul dem let sammen fra den brede
ende. 
Læg hornene på en
bageplade med bagepapir, dæk med film og sæt dem i køleskabet natten over. 
 
Tag pladen ud af
køleskabet mindst 30 min. før hornene skal bages. 
Sæt en bradepande i
bunden af ovnen, og tænd på 225 °C. 
 
Pensl hornene med
sammenpisket æg, og sæt pladen midt i den varme ovn. 
Kast en kopfuld vand
i bradepanden, luk ovnen, og lad hornene bage i ca. 12 min. 
Læg dem på en rist
til afkøling, men server dem lune. 
 
TIPS: De skønne horn
kan også fyldes med: 
• Marmelade: Læg et
par teskefulde marmelade på hver dejtrekant, før de rulles sammen. 
• Marcipan: Rør 100
g groftrevet marcipan sammen med 50 g blødt smør, 1 spsk mel og ½ sammenpisket
æg til fyld. 
• Rosiner og kanel:
Rør 75 g farin, 50 g smør, 50 g rosiner og 1-2 tsk stødt kanel sammen til fyld.
• Chokolade: Drys
dejtrekanterne med et par teskefulde grofthakket mørk chokolade, før de rulles
sammen 
 
TIPS: Du kan også
fryse hornene rå. Tag dem ud af fryseren 1 time før bagning.
 
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin