Logo

Sushi-kræmmerhuse

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Her er sushi uden leo - men musikken består. Se også de rigtige sushi-ris

Sushi er Japans smukke og sunde delikatesse, som faktisk ikke er så svær eller tidskrævende at lave, som man skulle tro. Ingredienserne kan købes i de fleste store supermarkeder og specialbutikker.

 

Til 8 kræmmerhuse:

4 stykker tang
200 g laksefilet uden skind og ben
½ agurk
200 g kogte sushi-ris

1 tsk wasabipasta
2 tsk ristede sesamfrø

 

Klip hvert stykke tang over på midten.

Skær laksen i tykke bjælker på ca. 1x1 cm i 5 cm længde.

Skær agurken i tynde strimler

Tryk 1/8 del af risene på hvert stykke tang i den ene ende.

De skal ca. fylde et område på 4x6 cm.

Smør lidt wasabipasta på risene.

Læg et stykke laks og lidt agurk på risene, og drys med en lille smule sesamfrø.

Rul fra ris-enden tangstykket sammen som et kræmmerhus.

 

Tips: Du kan bruge tun i stedet for laks, og avocado eller gulerodsstrimler i stedet for agurk.

 

Sushiris

Risene er hovedbestanddel i sushi, og det er derfor vigtigt at koge og marinere dem rigtigt. Følg opskriften nøje. Du kan lave fine sushi med almindelige grødris og lagereddike, men kan du skaffe rigtige sushiris og riseddike, får risene en mere original japansk smag og duft. Sushiens form og fiske- eller grønsagstilbehøret kan varieres efter smag.

 

Tilberedning af sushiris og -marinade

Sushiris:
250 g sushiris
4,5 dl vand
2 tsk sukker
¼ tsk salt
2½ spsk riseddike

Tilbehør til den tilberedte sushi:
1,5 dl sojasauce
100 g syltet ingefær
1 spsk wasabipasta

 

Kom risene i en stor skål, og skyl dem grundigt i 3-4 hold koldt vand, indtil vandet er næsten klart.

Lad risene dryppe af i en sigte, og kom dem i en gryde med vandet.

Læg låg på gryden, og bring risene i kog.

Lad risene koge 1 min.

Skru ned på laveste blus, og lad risene koge 12 min.

Rør endelig ikke i risene, og tag ikke låget af, mens de koger.

Tag risene fra blusset, når de er kogt færdige, og lad dem trække i gryden med låg i 20 min., stadig uden at røre i risene.

Opløs sukker og salt i eddiken i en lille skål.

Hæld risene forsigtigt op i en stor skål, når de har trukket færdig.

Fordel eddiken over risene, og ”skær” nu med en træpalet gennem risene.

På den måde fordeles eddiken jævnt og eventuelle klumper opløses.

Bliv ved med at skære gennem risene, til de har håndtemperatur.

Risene er nu klar til at blive formet til sushi.

Opskriften giver 600 g færdigkogte sushiris.

 

Sådan spises sushi

Servér sushien med syltet ingefær, sojasauce og ekstra wasabipasta. I Japan spises sushi med pinde eller med fingrene. Hver person får en tallerken og en lille skål til soja.

Når man spiser nigiri sushi med rå fisk, vender man siden med fisken på hovedet og dypper kun fisken i soja. Fisken bliver på denne måde marineret i soja, og virker slet ikke så rå mere.

Hvis man kan lide sushien stærk, kan man opløse lidt wasabipasta i sojaen, inden man dypper sushien.

 

Om rå fisk

Bruger du rå fisk, så vær opmærksom på, at rå fisk kan indeholde parasitter og orm. For at være helt sikker på, at der ikke er parasitter eller orm i fisken, kan fisken fryses ved -20°C i et døgn. Tø fisken op i køleskabet. På den måde bliver fiskens kvalitet ikke forringet af at have været frossen.

--

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 1.797 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Skal Danmark have nye sikre atomkraftværker?
Effektiv reklame - klik her