Iskold og syrlig i smagen, og så er den herligt læskende.
Forfriskende. Hvad mere kan man ønske af en dessert? • Når du bruger skal af
citrusfrugter i madlavningen, er det vigtigt forinden at skrubbe frugterne godt
i lunkent vand.
Forberedelse 30 min. Tilberedning 3 timer. 4 portioner
# Råvarer til Citronsorbet
3 citroner
1½-2 dl sukker eller lys sirup
2½ dl mineralvand
1 æggehvide
1 knsp salt
citronmelisse til garnering
*
Fremgangsmåde:
1 Skrub citronerne godt i lunkent vand.
Riv skallen af en citron, og pres saften fra alle tre
citroner.
2 Hæld sukker og mineralvand i en gryde og opvarm til
sukkeret lige er smeltet.
Afkøl derefter i koldt vandbad. (Bruger du lys sirup, skal
du blande sirup og mineralvand). Tilsæt citronsaft og citronskal og bland det
godt.
Stil det i fryseren ca. 1 time.
3 Pisk æggehviden med saltet til fast skum og vend det
forsigtigt i den halvfrosne masse.
Sæt den tilbage i fryseren ca. 2 timer.
Tag skålen ud og pisk isen igennem et par gange undervejs,
så iskrystallerne ikke bliver for store.
4 Dyp serveringsglassene i lidt citronsaft og derefter i
sukker, så der dannes en "frostet" kant.
Ske sorbeten op i fire portionsglas og garner med blade af
citronmelisse.
Server straks.
Tips & råd
Sorbeten får en mere smidig og blød konsistens, hvis du anvender
samme mængde lys sirup i stedet for sukker og følger opskriften i øvrigt.
I stedet for sirup kan man også bruge flormelis.
Laver du tit is eller sorbet selv kan det være en god ide at
købe en ismaskine.
Konsistensen bliver bedre.
I en ismaskine fryser massen i et langsomt tempo så der
dannes mindre iskrystaller og dermed en smidigere is eller sorbet.
PR. PORTION: Kalorier 199 = Kilojoule 833
Kulhydrat 47 g Protein 2 g Fedt 0 g Fibre 2 g