Logo

Farverige supper

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Farverige supper


Varme supper med hver sin farve og smag holder vinterkulden ude. Server med nybagte fuldkornsflutes.

 

Gul ærtesuppe med grønkål og skinke

Arbejdstid: 40 min. Koge/stegetid: 75 min. Fryseegnet. 4 personer

#

1 lille røget landskinke (800 g)

200 g gule flækærter (tørrede)

5 dl vand

2 stilke frisk rosmarin eller en lille håndfuld frisk timian

1 løg

2 fed hvidløg

2 porrer

2 gulerødder

250 g grønkål

15 g smør eller 1 spsk olie

1 liter bouillon (se tips)

1-3 spsk æbleeddike

salt og peber

Tilbehør: groft brød og sennep

*

Kog skinken efter pakkens anvisning ca. 50 min.

Skyl ærterne i koldt vand og kog dem møre med vand og rosmarin eller timian ca. 45 min.

Fjern krydderurter og blend/mos ærter og væske til puré.

Pil og hak løg og hvidløgsfed.

Rens porrerne og skræl gulerødderne.

Skær dem i mundrette stykker.

Skyl og rib grønkålen og snit den fint.

Sauter løg, hvidløg og grønsager blanke i en gryde med smør eller olie og tilsæt bouillon.

Giv det et opkog og tilsæt ærtepuré.

Lad suppen simre til grønsagerne er akkurat møre og suppen har en passende konsistens.

Smag til med eddike, salt og peber.

Skær skinken i skiver og server med suppen som tilbehør eller skær skinken i terninger og vend dem i suppen.

Giv groft brød og sennep til.

 

Tips: Du kan bruge suppen fra skinken helt eller delvis, afhængig af hvor salt den er.

 

 

Grøn spinat/kartoffelsuppe

Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 20 min. 2 personer. Er du alene så halver portionen.    

#

1 løg

2-3 fed hvidløg

2 kartofler

250 g frisk spinat (se tips)

1-2 spsk olie

¾ liter hønse- eller grønsagsbouillon

salt og peber

Tilbehør: brød og revet parmesanost

*

Pil og hak løg og hvidløgsfed.

Skræl kartoflerne og skær dem i grove stykker.

Skyl spinaten grundigt og slyng den tør.

Sauter løg og hvidløg bløde og blanke i en gryde med olie (ca. 10 min.) de skal ikke brune.

Vend kartoflerne i gryden, krydr med salt og peber og tilsæt bouillon.

Giv det et opkog og lad suppen simre, til kartoflerne er helt møre (ca. 10 min.).

Vend spinaten i gryden lidt ad gangen, men gem ca. ¼ til senere.

Blend suppen jævn og smag til med salt og peber.

Vend det sidste spinat i suppen og server med brød og parmesanost.

 

Tips: Du kan bruge 200 g frossen helbladet spinat i stedet for frisk spinat.

Erstat evt. ¼ af spinaten med frisk brøndkarse eller rucolasalat.


 

Rød rødbedesuppe med peberrodscreme

Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 40 min. Suppen er fryseegnet. 2-3 personer

#

300-400 g rødbeder

1 kartoffel (100 g)

1 æble

1 løg

1 fed hvidløg

1 spsk olie

1 liter hønse- eller grønsagsbouillon

1-2 spsk balsamico

salt og peber

 

Peberrodscreme:

1 dl cremefraiche 38% eller piskefløde

1-2 tsk revet peberrod

1 tsk revet citronskal (økologisk)

sukker, salt og peber

 

Tilbehør: groft brød

*

Skræl rødbeder, kartoffel og æble og skær dem i terninger.

Pil og hak løg og hvidløgsfed.

Sauter løg og hvidløg bløde og blanke i olie og vend grønsagerne i gryden.

Vend rundt, krydr med salt og peber og tilsæt bouillon.

Giv det et opkog, skru ned og lad suppen simre, til alt er mørt ca. 30 min.

Blend suppen jævn og hæld den tilbage i gryden.

Varm igennem og smag til med balsamico, salt og peber.

Pisk cremefraiche eller fløde til skum.

Vend peberrod og citronskal i og smag til med en smule sukker, salt og peber.

Server suppen i dybe skåle med en skefuld peberrodscreme på toppen og brød til.

 

Tips: Suppen smager også dejligt kold. Server en rest som en lille "shot" før maden.


 

Hvid blomkålssuppe med kylling og champignon

Arbejdstid: 25 min. Koge/stegetid: 25 min. Fryseegnet. 2 personer. Er du alene så halver portionen.

#

250 g kyllingebryst

1 løg

1 fed hvidløg

1 kartoffel

250 g blomkål

125 g hvide champignon

15 g smør eller 1 spsk olie

¾ liter hønse- eller grønsagsbouillon

evt. 1 dl fløde

muskatnød

salt og peber

Tilbehør: brød

*

Skær kyllingebrystet i strimler og krydr med salt og peber.

Pil og hak løg og hvidløgsfed.

Skræl kartoflen og skær den i terninger.

Rens blomkålen og del den i små buketter.

Rens champignonerne og skær dem i skiver.

Sauter løg og hvidløg bløde og blanke i en gryde med smør eller olie.

Tilsæt kartofler og lidt over halvdelen af blomkålsbuketterne.

Vend rundt, krydr med salt og peber og tilsæt bouillon.

Giv det et opkog, skru ned og lad suppen simre, til kartofler og blomkålen helt møre (ca. 10 min.).

Blend suppen jævn og giv den et opkog.

Vend kyllingestykker, champignon og de resterende blomkålsbuketter i suppen og lad den simre i ca. 5 min.

Rund evt. af med fløde og smag til med revet muskatnød, salt og peber.


 

Flutes med fuldkorn

Arbejdstid: 25 min. Hævetid: 3 timer. Bagetid: 18 min. Fryseegnede. 4 stk.

#

6 dl vand

125 g groft rugmel

10 g gær

1 spsk groft salt

250 g fuldkornshvedemel

ca. 300 g hvedemel (gerne pizzamel)

*

Rør lunkent vand (maks. 37 °C), rugmel og gær sammen i en skål og lad det stå på køkkenbordet i 1 times tid.

 

Rør dejen igennem og tilsæt salt, fuldkornsmel og hvedemel - hold lidt af hvedemelet tilbage.

Rør dejen godt igennem med en træske eller på maskine og lad den hæve tildækket i 1 times tid.

 

Vend dejen ud på et meldrysset bord og træk kanterne ind mod midten, indtil dejen føles elastisk.

Del dejen i 4 stykker og tril dem til lange pølser.

Læg dem på 1-2 bageplader med bagepapir og lad dem hæve tildækket i 1 times tid.

 

Varm ovnen op til 250 °C varmluft (275 °C alm. ovnvarme).

Rids brødene med en skarp kniv og bag dem i 15-18 min - det skal lyde hult, når du banker på dem.

Lad dem afkøle på en rist.

 

Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.449 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Vil du boykotte noget fra Rusland?


Effektiv reklame - klik her