
 
Overrask med disse lette marengsreder, som kan forberedes
længe før servering og fyldes med frugt efter sæson og smag. • Røde eller
orange frugter indeholder både C- og A-vitamin • En helt fedtfri dessert. 
Forberedelse 20 min. Bagning 1 time. 12 marengs.
 
# Råvarer til Frugtfyldt marengs: 
6 æggehvider 
5 dl sukker 
2 tsk friskpresset citronsaft 
1 spsk majsmel 
600-800 g blandet frisk frugt, 
fx jordbær, blåbær, kiwi, figner eller vindruer
flormelis til garnering 
* 
 
Fremgangsmåde: 
1 Sæt ovnen på 100 °C. 
Læg bagepapir på to bageplader og tegn 12 ringe som er 8 cm
i diameter på bagepapiret. 
 
2 Pisk æggehviderne med mixeren til fast skum. 
Tilsæt sukkeret ca 1 spsk ad gangen og pisk kontinuerligt
til sukkeret er opløst og marengsmassen er sej. 
Prøv med lidt af massen mellem fingrene - hvis massen er
kornet af sukker, fortsætter du med at piske. 
 
3 Bland forsigtigt friskpresset citron og majsmel i
marengsmassen. 
 
4 Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt marengsmassen i de
tegnede cirkler på bagepapiret.
Lav kanten højere end bunden for at få en kant, som holder
på frugten. 
 
5 Bag i ovnen i ca. 1 time til marengsen er fast. 
Lad marengsen køle af og fyld den med frisk frugt. 
Pudr marengsene med lidt flormelis lige før serveringen. 
 
Tips & råd 
 
 
Friskpresset citron hjælper proteinet til at blive fast, men
for meget citron kan gøre massen blød. I stedet for citron kan du bruge
hvidvinseddike. 
 
 
Man kan fint forme marengsene med en ske i stedet for at
sprøjte dem ud. 
Det giver marengsene forskellige former og er et sjovt job
for børnene. 
 
Variation: Tilsæt 1-2 spsk kakao sammen med majsmelet, for
at få chokolademarengs. 
 
PR. PORTION: Energi: Kcal 172 = kJ 722 
Kulhydrat 41 g Protein 2 g Fedt O g (0%) Fibre 2 g