Til denne serbiske bonderet skulle kødet gerne være ret fedt, da det vil gøre smagen mere autentisk. 
250 g  svinekam 
250 g  lammekam 
salt og peber 
2 store løg 
2 fed hvidløg 
paprika 
45 g  bacon- eller almindelig svinefedt 
1 stor vintergulerod 
1 kop halvkogte hvide bønner 
1 grøn peber 
1 aubergine 
100 g  haricots verts 
1 kop ris 
1-2 kartofler 
bouillon 
4 tomater
Skær kødet i store firkanter, drys med salt og peber.
Brun det hakkede løg og hvidløg i baconfedt eller almindelig svinefedt, kom kødet i, drys rigeligt paprika på, og lad det brune nogle få minutter over middelvarme.
Guleroden skæres i skiver, den grønne peber i strimler, auberginen i firkanter ligesom kartoflerne, haricots verts skæres i mindre stykker, disse grønsager kommes i gryden tillige med ris og hvide bønner.
Rør godt rundt, og kom så meget bouillon i, at det dækker helt.
Læg låg på, og lad det simre ½ time.
Tilsæt tomaterne, og lad atter retten simre ½ time. 
Retten kan også koges i en middelvarm ovn, i så fald bruner man kød og grønsager i en gryde og hælder det over i et ovnfast fad med låg.
Man må beregne lidt længere kogetid, når retten tilberedes i ovnen.
Tips: Som det altid er tilfældet med bonderetter kan opskriften varieres alt efter ens smag, man kan fx. bruge brune bønner i stedet for hvide, og om vinteren kan man erstatte haricots verts med kål.
Porrer kan erstatte løg og turnips auberginer.
Man kan udelukkende bruge svinekød, det gør man ofte i Serbien.
Bruger man oksekød, er det nødvendigt at stege det lidt først, ellers bliver det ikke mørt samtidig med grønsagerne, og disse må under ingen omstændigheder koge for meget.