4 vagtler 
4 stykker spæk eller tyndt skåret bacon 
1 spsk  smør 
12 enebær 
4 dl  hvidvin 
150 g  grønne vindruer uden sten 
75 g  smør 
800 g  store, melede kartofler 
2 løg 
1 ½ dl  ymer 
3 spsk  hvedemel 
2 æg 
salt og peber 
2 æbler 
½ knoldselleri 
sennep 
cremefraiche 18% eller ymer 
evt honning 
Vagtlerne omvikles med spækket og steges i smør i en gryde ved kraftig varme, til de er brunede. 
Så skrues der ned og enebærrene, der er knust let i en morter, tilsættes. 
Efter 3-4 minutter tilsættes hvidvin, og vagtlerne koger heri i ca. 15 minutter under låg. 
Når de er møre ved låret (prøv med en kniv helt ind til benet) tages vagtlerne op af gryden og pakkes i folie. 
Saucen sies og koger lidt ind, inden der piskes smør i eller den blendes med smørret, der jævner saucen. 
Herefter må den ikke koge, og man kommer nu de skyllede druer i for blot at lade dem lune lidt. 
Som tilbehør serveres en kartoffelrivekage af groft revne kartofler og løg, der blandes med ymer, hvedemel, æg, salt og peber og steges i ovnen ved 250ºC i 35 minutter. 
Desuden serveres en salat af æbler og selleri i tern (sidstnævnte kan lige blancheres i eddikevand) med cremefraiche eller ymerdressing smagt til med sennep og evt. honning.