
Når en kylling fyldes med fars, bliver den ekstra saftig og
lækker. Du behøver ikke at udbene kyllingen, før den farseres, men det gør det
lettere at skære den i skiver. 
 
Kylling med
svampefars og marineret grønt 
4-5 personer. Arbejdstid: ca. 45 min. Stege-/kogetid; ca. 1
time 
 
#
1 stor kylling 
1-2 spsk olie 
Svampefars: 
250 g svampe, fx portobello 
25 g smør 
2-3 kviste frisk timian 
1 dl rasp 
400 g hakket svine- og kalvekød 
2 tsk salt 
friskkværnet peber 
2 æg 
1 dl mælk 
Grønsager: 
250 g jordskokker 
250 g gulerødder 
1 bundt forårsløg 
3 spsk olivenolie 
2-3 spsk citronsaft 
Estragondip: 
200 g cremefraiche 38% 
1 spsk dijonsennep 
2 håndfulde bredbladet persille 
1-2 stilke frisk estragon 
Tilbehør: 
citronbåde 
smørstegte, kogte aspargeskartofler 
hakket persille 
*
Rens svampene, og hak dem meget fint - brug evt. en
foodprocessor. 
Steg dem i smør med timian i 3-4 min. 
Tilsæt rasp, og lad det suge saften fra svampene. Afkøl. 
Rør hakket kød med salt, peber, æg og svampeblandingen, til
det er sejt. 
Tilsæt gradvist mælk. 
Lad farsen hvile i køleskabet i ca. 30 min. 
 
Udben evt. kyllingen: Læg fjerkræet på brystet, og skær et
snit ned lang den ene side af rygsøjlen.
Skær kødet fra ribbenene ved at lade kniven glide langs
ribbenene. 
Skær skulderknogler og lårknoglernes øverste led igennem. 
Fortsæt rundt langs skroget, så dette helt frigøres. 
Undgå at skære igennem det tynde kød ved brystbenet. 
 
Fyld kyllingen med farsen, og læg den i et ovnfast fad med
brystet opad. 
Gnid skindet med olie, og krydr med salt og peber. 
Steg den farserede kylling i ovnen i ca. 1 time ved 160 °C. 
Farsen skal være gennemstegt (80 °C målt med et
stegetermometer). 
 
Skrub eller skræl jordskokker og gulerødder. 
Kog dem i rigeligt letsaltet vand i ca. 5 min. 
Tilsæt forårsløg og kog dem i få min. 
Lad vandet dryppe godt af, og tilsæt olie og citronsaft. 
 
Blend estragondippen sammen, og smag til med salt og peber. 
 
Skær den farserede kylling i skiver, og server med grønsager,
dip og evt. det foreslåede tilbehør. 
 
Hvidvinsfromage med
avocado og ristede mandler 
4-5 personer. Arbejdstid: 45 min. Kogetid: 3 min. Køletid:
ca. 2 timer.
#
1 dl hvidvin fx (Sauvignon Blanc, Gewürztraminer eller
Riesling) 
 
4 blade husblas 
2 æggeblommer 
100 g sukker 
2½ dl piskefløde 
Tilbehør: 
2 modne avocadoer 
2 sweetie eller grapefrugter 
1 dl flormelis 
50 g hele mandler 
*
Lun hvidvinen i en gryde til ca. 50 °C. 
Læg husblas i blød i koldt vand i 5 min. 
Knug vandet ud af husblasbladene, og rør dem i den varme
vin, så de straks smelter. 
 
Pisk æggeblommer og sukker til tykt skum. 
Hæld den varme hvidvinslage i en stråle i æggeskummet. 
 
Pisk fløden til let skum, og vend den straks i vincremen. 
Fordel cremen i 4-5 portionsforme, og lad fromagen stivne i
køleskab i et par timer. 
 
Rist de hele mandler med skind gyldne på en tør pande ved
svag varme. 
Hak dem, og drys dem på fromagerne. 
 
Server hvidvinsfromage med små stykker avocado blandet med
stykker af sweetie og lidt flormelis. 
 
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin