
Nævn Kødboller i karry og mange vil vende øjnene indad i salig fryd, og lade smagsløgene sitre, når blot retten nævnes. Her er den gode, gamle ret, som naturligvis ledsages af løse ris.
 
Til 4 personer 
½ kg hakket svine- eller kalvekød 
2 æggehvider eller 1 æg 
¾ dl hvedemel 
1 spsk revet løg 
ca. 2 dl bouillon eller mælk 
salt og peber 
Til kogning: 2 tsk salt pr. liter vand 
Karrysauce: 
1 lille, finthakket løg 
3 spsk smør 
1 lille revet æble 
½ spsk karry (eller efter smag) 
3 spsk hvedemel 
ca. 6 dl kødbollevand 
Tilbehør: Løse ris
*
 
Rør det hakkede kød sammen med æg (hvide), hvedemel og løg og rør væden i lidt ad gangen. 
Krydr farsen med salt og peber. 
Lad farsen hvile et kvarter i køleskabet - den kan muligvis tage lidt mere væske. 
Bring en gryde med letsaltet vand i kog. 
Form kødboller med en spiseske og kom dem i det kogende vand - kog kun et lag boller ad gangen. 
Lad dem koge ved svag varme i 8-10 minutter eller til bollerne er faste. 
Tag dem op med en hulske og læg dem til afdrypning i en sigte. 
 
Karrysauce: Damp det hakkede løg klart i smørret og kom det revne æble i. 
Rør karry i og lad det kort svitse med. 
Rør melet i og spæd med væden fra kødbollerne. 
Kog igennem få minutter, og smag saucen til med salt og peber. 
Kom kødbollerne i, varm dem i saucen og server dem også heri. 
Løse ris serveres til. 
 
Boller i sellerisauce: Kog ½ skrællet selleri skåret i små terninger i letsaltet 
vand. Smelt 3 spsk smør og rør det sammen med 3 spsk hvedemel. Spæd med sellerivandet, ca. 3 dl  Pisk 2 æggeblommer sammen med lidt af den varme sauce. Hæld tilbage i saucen og bring den i nærheden af kogepunktet - den må ikke koge. Kom selleriterninger og kødboller i saucen.