
 
Nem nudelsalat med skøn tamari-dressing - en skøn frokostret
eller lige til at tage med i madpakken til en glutenfri frokost. Prøv denne
fantastiske opskrift på risnudelsalat.
Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 2 pers. Denne
opskrift er nem
 
# Ingredienser
Nudler:
150 g risnudler 
 
Marinade:
6 spsk tamari sauce 
4 spsk limesaft 
3 spsk honning 
2 spsk sesamolie 
 
Grønsager:
2 gulerødder 
1 rød peber 
1 løg 
1 frisk ingefær - ca 4 cm 
2 fed hvidløg 
3 spsk solsikkeolie (eller jordnøddeolie)
1 dl bønnespirer 
2 forårsløg 
3 ristede jordnødder 
½ dl hakket koriander (pas på, det er kraftigt) 
 
* Tilberedning
Begynd med nudlerne: 
Kog risnudlerne i rigeligt kogende vand efter anvisningen på pakken. 
Tag nudlerne op når de er færdige og køl dem hurtigt af i en
skål med iskoldt vand, kom dem i en sigte til afdrypning, når de er kølet af. 
 
Lav marinaden klar: 
Rør alle ingredienserne godt sammen. 
 
Tilbered grønsagerne: 
Skær gulerødder, peberfrugt og løg i fine strimler. 
Varm en pande op med olien og rist grønsagerne i 3-4
minutter ved høj varme, til de får lidt farve.
Riv ingefær og hvidløg fint på et rivejern og kom det ned
til grønsagerne, vend hurtigt rundt i det hele et minuts tid og kom det i en
skål med nudlerne. 
 
Servering og anretning: 
Vend nudlerne med ⅔ del af marinaden, de stegte grønsager, snittede
forårsløg, bønnespirer, jordnødder/peanuts og den friske koriander. 
Vend det hele godt rundt og smag til om salaten skal have
den sidste ⅓ af marinaden.