
7-8 asparges (hvide og/eller grønne)
2-3 spsk. mayonnaise
1 lille spsk. cremefraiche 38 pct.
1-2 tsk. dijonsennep
1-2 små nip mild karry 
salt og peber
1 knivspids sukker
1 tsk. hvidvinseddike eller citronsaft
175 g pillet, koldt kyllingekød (eller hønsekød
6-10 tynde skiver god bacon
rugbrød
evt. karse
 
A. Kog ½ kylling – og kog den med mange urter, i så lidt vand som muligt og med ret meget salt i – så får kødet bedst smag. 
Og hvis du så yderligere lader kyllingen stå i suppen og køle af, før du piller den, og desuden fortrinsvis bruger lårkødet, får du en optimal smag i din hønsesalat. 
Læg i køleskabet.
 
B. Skyl og skræl aspargesene – de grønne behøver dog ingen skrælning, men seje og tørre ender skal skæres af. 
Skær aspargesene i små »snitter« og kog dem møre i letsaltet vand i 4-6 min. 
Hæld dem i en sigte og lad dem blive kolde.
 
C. Rør mayonnaise, cremefraiche og sennep sammen. 
Smag til med salt, peber, sukker, vineddike samt en anelse karry. 
Skær hønse- eller kyllingekødet i småstykker og vend det i dressingen sammen med aspargesene.
Smag salaten til og lad den trække mindst 20 min. i køleskabet.
 
D. Steg baconskiverne gyldne og sprøde i eget fedt, ved moderat varme og lad dem dryppe af på køkkenrulle.
Server hønsesalat på rugbrød (evt. ristet rugbrød) med bacon og lidt karse på toppen.
 
Tips: Dressingen tilsættes en anelse karry, det giver en fin dybde til smagen. 
Salaten skal dog på ingen måde smage af karry, men et ganske svagt strejf af karry går smukt i spænd med både hønsekød og asparges.
--